Jesper Dahl, bedre kendt under kunstnernavnet Jokeren, er en dansk rapper, producer, skuespiller og tv-vært. Han har brugt flere forskellige alias, blandt andre Joker Jay, Den Dræbende Joke og Gigolo Jesus. Som 12-årig dannede han sammen med Rasmus Berg, Nicholas Kvaran og Blæs Bukki producergruppen Madness 4 Real. Gruppen tog til Los Angeles i 1992 og producerede musik for blandt andre Ice Cube, Rakim, Mack 10 og Eazy-E.
I 1995 forlod Blæs Bukki gruppen og blev medlem af Malk de Koijn. Selv om Madness 4 Real havde succes i USA, fik gruppen dog ikke den lovede løn. I 1996 vendte de tilbage til Danmark, hvor de dannede deres eget hip hop-pladeselskab 5 Svin Records. Under navnet Den Gale Pose udgav de i samme år ep'en "Flere ho's" og debutalbummet Mod Rov. I 1998 skrev de under på en kontrakt med Warner Musics danske afdeling, som det år udgav albummet Sådan Er Reglerne. Albummet blev solgt i 38.000 eksemplarer og indeholdt hittet "Spændt Op Til Lir", der gjorde Den Gale Pose landskendt.
Jokeren gik solo i 2003 og hittede med "Havnen" og "Kvinde Din" fra albummet Alpha Han, som er produceret af Ezi Cut . Alpha Han blev fremragende anmeldt og solgte 34.000 eksemplarer og blev hædret med en Danish Music Award i 2004 som Årets Hiphopudgivelse. Samme år udkom hans raptekster fra 1994-2003 i bogen Storby Stodder. I 2005 startede han sit eget pladeselskab, Flamingo Records, i samarbejde med Universal Records. Samme år udkom hans andet soloalbum Gigolo Jesus, der i 2006 modtog guldcertifikat for at have solgt 20.000 eksemplarer. I musikvideoen til "Godt Taget" medvirkede forfatteren Hanne-Vibeke Holst, der tidligere har kritiseret Jokerens brug af ord som "ho" og "møgluder".
I 2006 debuterede han som skuespiller i Hella Joofs komedie Fidibus, hvor han spillede en større rolle som en gal narkohandler. I 2009 udgav han sit tredje soloalbum Den tørstige digter, der indeholder hittet "Sig Ja", hvor også Joey Moe medvirker. Jokeren var dommer i Talent 2009 og Talent 2010.
Jokeren har tidligere dannet par med sangerinden Szhirley. I 2008 fødte hans daværende kæreste Kamilla Bryndum parrets datter, Chili Tallulah. Parret gik dog fra hinanden i 2009.
Jokeren har en passion for heste, og har gået til trav on/off i 15 år. Han ejer sammen med nogle venner 6 heste i "Stald Jokeren" som han også lægger navn til. I 2015 spillede han for anden gang til Dansk Trav Derby.
Vis kilde på IMDb